Vinderød Kirke.

Den folkelige tradition på stedet fortæller, at kong Erik Lam (konge 1137-1146) under en krig med en slægtning, som gjorde krav på tronen, var blevet udsat for fare på det såkaldte ”Vinderød” på Ar­nakke. Kongen lovede da den hellige jomfru, at hvis hun gav ham sejr, ville han på dette sted lade bygge en kirke til hendes og hen­des søns ære.

Den første kirke var formentlig en lille trækirke, som senere blev afløst af en lidt større stenkirke.

Denne stenkirke fra romansk tid bestod af kor og skib (hovedrum), men fik senere tilbygget sakristi (præsteværelse), tårn og våbenhus.

Der gik nogle hundrede år inden der i 1700-tallet skete noget nyt.

Det begyndte med flere oversvømmelser af det flade land omkring Arresø. På grund af sandflugt var der ikke længere afløb fra søen, og da flere gårde og marker gik tabt, opstod der stor utilfredshed

blandt egnens befolkning. Der­for blev det besluttet at skaffe et sikkert afløb fra søen, men langt væk fra sandflugten, ved at grave en kanal gennem bakkerne ud til Isefjord.

Højdeforskellen mellem Arresø og Isefjord på omkring 4 meter, betød at der fra 1728 kunne opføres flere vandmøller langs kanalen.

Den person, for hvem det virke­lig lykkedes at udnytte vandkraf­ten, var kommissionær Johan Friedrich Classen. Derfor regnes han for at være grundlægger af Frederiksværk. Classen blev født den 11. februar 1725 i Christiania – nu Oslo.

Da han efter et meget virksomt liv sov ind den 24. marts 1792 på Herregården Arresødal, blev han efter eget ønske stedt til hvile i Vinderød Kirke.

Classens gravmonument.

Den daværende middelalder kirke var imidlertid i en meget dårlig tilstand, derfor købte Fonden Det Classenske Fideicommis kirken af Kongehuset med tilladelse til at foretage store ændringer. Fonden var ifølge ge­neralmajor Classens sidste testamente blevet oprettet til at for­valte hans meget store formue.

Dette var, da også nødvendigt for at skaffe plads til graven, som er udformet som en norsk klippegrotte, for at markere Classens nor­ske rødder. Grotten bliver oplyst af en lysstribe, som trænger ind gennem en glug i hvælvingens vestside. Rundt om monumentet er placeret grove granitstykker og slagger fra metalproduktionen.

Det er den kendte billedhugger Johannes Wiedewelt (1731-1802), der har udformet monumentet på grundlag af en tegning af P.H. Classen, bror til J.F. Classen.

Selve sarkofagen er fremstillet af hvid italiensk marmor og fodstyk­ket af norsk marmor. På sarkofagens låg under lampen er anbragt en mørk plade, hvori er indhugget ordet ”Fratri” (til min broder).

Foran sarkofagen er der to mandsstore figurer, Argus (til højre) og Saturnus.

Argus er fremstillet som en menneskelignende figur, hvor kun overkroppen er synlig. Argus har ud af sin venstre hånd tabt eller ladet falde, et sammenrullet papir, hvorpå der forneden kan læses ”den 22. august 1764”. Dette henviser til det første af J.F. Classens testamenter, hvor han indsatte broderen P.H. Classen som universal­arving.

Gennem senere ændringer af testamentet blev broderens arv væ­sentligt formindsket, hvilket han måtte affinde sig med. Men for at gøre opmærksom på, at han var klar over ændringen af testamentet, blev der, på hans initiativ, anbragt 3 øjne i håret på Argus. Netop en henvisning til den græske unge helt Argus, som med sine årvågne øjne ser alt og opdager alt!

Det papir, som Argus rækker til den anden figur, oldingen Saturnus (symbolet på tiden) , bærer påskriften ”General Major Classens Te­stament af 28. Januarii 1789 og Codicill af 23. Martii 1792”, bliver således det endelige testamente med tilføjelser.

Teksten som Saturnus skriver på sarkofagen, bliver imidlertid en værdig hilsen og anerkendelse, der lyder således: ”Suo marte et munificentia patriam armavit ornavit” (På egen hånd og ved gavmildhed bevæbnede og smykkede han fædrelandet).

At Generalmajor Classen var våbenproducent afspejles tydeligt på gravmonumentet. Saturnus`s venstre fod hviler på en bombe med årstallet 1768. På fodstykkets højre hjørne ses et kanonløb med indskriften: ”Tandem bona causa triumphat D.XXIX maii MDC­CLIX” (Endelig sejrede den gode sag den 29. maj 1759). Til venstre er anbragt en mortér med årstallet 1762. Disse årstal og inskriptio­ner hentyder til forskellige vigtige årstal og begivenheder i Clas­sens liv og virke.

Lænet mod sarkofagen (bag mortéren) står et kort, som viser gane­ralmajor Classens anlæg ved Frederiksværk og Arresødal - med Ar­resøen helt til højre.

P.H. Classen var selv tilfreds med monumentet, idet han et sted skri­ver: ”Wiedewelt har gjort et mesterstykke efter min fuskertegning.”

Gravkirken, samt tiden hen mod den nuværende Vinderød Kirke

Gravkirken blev tegnet af Hofarkitekt Andreas Kirkerup i klassici­stisk stil. Kirken var holdt i gråt med hvide pilastre og vinduesind­fatning, rødt tegltag og blytækt spir.

Det har uden tvivl været en meget smuk kirke både udvendig og indvendig. Der var dog et problem: menigheden sad med blikket rettet mod gravmonumentet. De havde således ikke udsyn til kor og alter, og dette afstedkom en del utilfredshed i menigheden.

 Kirkens ydre.

Ligesom gravkirken set ovenfra var korsformet, er også den nuvæ­rende kirke nærmest korsformet. Kors-armen mod nord, der rum­mer det classenske gravmonument, er på nær den yderste skalmur uændret. Kors-armen, mod øst ned mon Arresøen, rummer koret med alteret. Kors-armen mod syd, der er den mindste, findes våben­huset, hvorover tårnet er bygget. En vindeltrappe på våbenhusets østside fører op i tårnet, hvor de to klokker hænger. Tårnet afsluttes med et spir af kobber og øverst sidder et kors. Den vestlige kors-arm udgøres af kirkeskibet med orgel og glasmosaikken med moti­vet ”Jesu Kristi opstandelse fra de døde” på gavlen.

Kirkens fundament af granitkvadersten stammer i et vist omfang fra middelalderkirken.

Alt synligt murværk er lavet af røde sten, og mange af stenene er kunstfærdigt udført. De specielle sten er brugt i savskifter og i den firkløverfrise, der omkranser hele kirken under tagrenden. Endvide­re er de benyttet i de profilerede sokkelskifter umiddelbart ovenpå granitkvaderstenene.