G) Fornyelse af brugsretten til et gravsted eller nedlæggelse af gravsted (hjemfald)

§ 16. Når brugsretten til et gravsted udløber, har indehaveren ret til at få fornyet brugsretten til gravstedet. Retten til at forny brugsretten til et gravsted kan begrænses, hvis en af provstiudvalget godkendt reguleringsplan inddrager gravstedet helt eller delvist. F.eks. en godkendt udviklingsplan for kirkegården.

 Stk. 2. Har indehaveren af brugsretten til et gravsted ikke henvendt sig før brugsperiodens udløb, sender kirkegårdskontoret en påmindelse om, at brugsretten udløber og at der er mulighed for at forny brugsretten til gravstedet. Svarfristen er 4 uger.

 Stk. 3. Hvis indehaveren ikke henvender sig inden svarfristens udløb, sender kirkegårdskontoret en ny påmindelse, hvoraf det fremgår, at hvis kirkegårdskontoret ikke har modtaget ønske om fornyelse af brugsretten til gravstedet inden 4 uger, overgår gravstedet til kirkegården.

 Stk. 4. Indehaveren har ret til at fjerne gravminder/gravsten, træer, buske og blomster fra gravstedet i umiddelbar forlængelse af nedlægningen. 

 Stk. 5. Hvis gravminder/gravsten, ikke bliver afhentet inden ét år efter nedlæggelsen, bliver de sendt til destruktion.

§ 17. Modtager Kirkegårdskontoret meddelelse om, at gravstedet ikke ønskes fornyet, underskriver gravstedsindehaveren en erklæring hvoraf fremgår, at gravstedsindehaveren handler på vegne af samtlige brugsberettigede/pårørende.

 Stk. 2. Hvis kirkegårdskontoret ikke modtager den i stk. 1, nævnte erklæring, placeres et skilt på gravstedet, med oplysning om at: Gravstedet er hjemfaldet og at pårørende kan henvende sig på kirkegårdskontoret. Har ingen henvendt sig efter 3 måneder, bliver gravstedet nedlagt.

Stk. 3. Ønskes et gravsted nedlagt før fredningsperiodens udløb, kan dette kun lade sig gøre hvis der er betalt/bliver betalt erhvervelse og vedligeholdelse for den resterende periode. Der vil ikke ske nogen tilbagebetaling.